"Ved en uformel telefonsamtale, kan man nogle gange sige noget som giver andre mod til at tage kampen op mod kræften. For man har jo selv kunnet en gang."

Af Stella Kruckow, Kalundborg



Over 50% af danske kræftpatienter søger alternativ behandling i forbindelse med deres behandlingsforløb, både før, under og efter etableret kræftbehandling. Tidslerne har udviklet en bred vifte af muligheder for at støtte den enkelte patient. Således er en af mulighederne, at du kan komme i kontakt med en af vores kontaktpersoner.

Vore kontaktpersoner er et utroligt vigtigt aktiv for vores forening. Det er af stor betydning for Tidslerne, at vi kan sige "Kræftpatienter hjælper kræftpatienter", og her er det specielt vore kontaktpersoner, der trækkes på.
Kontaktpersonerne er frivillige medlemmer, der stiller sig til rådighed for en telefonsamtale med kræftpatienter, der har behov for det. Kontaktpersonerne har alle valgt deres individuelle behandlingsforløb, og måske sidder en af dem inde med netop den viden og erfaring, du søger.

Du kan komme i kontakt med en af vore kontaktpersoner ved at ringe på Tidsellinjen 70 20 05 15.
Netværket af frivillige kontaktpersoner dækker ikke alle kræftformer, men vi repræsenterer mange forskellige kræftformer. Der er således god mulighed for, at du kan komme til at snakke med en, der ved noget om netop din sygdom.

Tidslernes kontaktpersoner har via egne behandlingsforløb alle stor erfaring med både etablerede og alternative behandlingsformer. De er meget villige til at dele deres erfaringer med andre, som måtte ønske det.
Tidslerne har gjort den erfaring, at hvad der virker og er godt for den ene, ikke nødvendigvis virker og er godt for den anden. Netop derfor har vi ingen standardløsninger eller behandlingsmæssige kæpheste.


Bliv selv kontaktperson hos Tidslerne

Vi har brug for flere kontaktpersoner, så vi får mulighed for at dække endnu flere kræftdiagnoser, og så vi bliver endnu flere til at servicere den stadig stigende del af befolkningen, der henvender sig til Tidslerne.

Foreningen gør meget for at opdatere vore kontaktpersoner med viden inden for såvel alternative som konventionelle behandlingsformer. Vi udsender ca. en gang om måneden Tidselnyt med aktuelle oplysninger og nyheder. 2 gange om året indbyder vi alle vore kontaktpersoner til kurser i forskellige emner, som er med til at udvide deres kendskab til for eksempel behandlingsformer, kosttilskud eller selvudvikling.

De seneste 5 år har der således været afholdt kurser i:
  • Tegneterapi
  • Telefonrådgivning
  • Stresshåndtering
  • Healing
  • Brug af svampe
  • Akupunktur
  • Nuets kraft
  • Meditation
  • Kostvejledning
  • Vitamin og mineraltilskud
  • Lydens kraft
Kurserne er gratis for kontaktpersonerne, og der er altid afsat tid til erfaringsudveksling.