| Informationer
Danser med døden
John Madsen
I november 2010 fik Solvejg, min kone, konstateret bugspytkirtelkræft med metastaser i leveren uden forvarsler og døde i maj måned 2011.
Da det fra starten stod klart, at sygdommen ville ende med døden, så tog vi fat på at få sat ord på alle de følelser, som vi hver for sig havde. For mig handlede det om at være der for Solvejg i alt. Jeg ville gå hele vejen, så hun fik en god død. For Solvejg var det, at hun ville være smertefri, op hver dag, komme i bad og få lagt makeup. Det lykkedes. Hun var kun sengeliggende den sidste dag, hun levede, hun var smertefri, og fik lagt make up, og jeg er ikke nogen Dennis Knudsen.
For mig var det vigtigt at støtte Solvejg i at leve og i at dø, når hun skulle det. Vi ønskede aldrig at få sat tid på, men det skete uheldigvis i Tyskland, da vi ikke længere mente, at den behandling vi fik i Danmark var god og tilstrækkelig.
Vor behandling på OUH var umenneskelig samt mekanisk. Informationerne var under al kritik og vi blev aldrig mødt i vore tanker og velgennemtænkte overvejelser. Svarene var standardiserede og stereotype. Der skulle så få ændringer til, så patienterne trods deres alvorlige tilstand følte sig mødte, der hvor de nu var. Jeg arbejder med forandringsprocesser og kommunikation, så jeg ved, hvad jeg snakker om.
Vi havde haft 30 års samliv og det sidste halve år blev en dans med døden, som jeg bruger som metafor. Jeg har den holdning, at så længe den syge og de pårørende danser med døden og fører, så lever man, men i det øjeblik man lader døden føre, så går det stærkt. Man må gerne håbe på mirakler, men aldrig lyve for den døende, for gør man det, så får man aldrig sagt ordentlig farvel. Hellere sige farvel i god tid end at det sker, mens den døende er bevidstløs.
Selv om det er rigtig svært, så er det vigtigt at få snakket om tiden efter døden. Den ene skal jo leve videre, hvad tanker den døende har om det og hvad man selv tænker. Det kan være følelsesmæssigt og rørende, men man har det rigtig godt efterfølgende.
Jeg kan se tilbage på et forløb, hvor jeg kan se mig selv i øjnene, og kan gå videre i livet. Jeg håber, at andre vil se bogen som en brugsbog og bruge de anvisninger, som jeg har givet til at få et bedre forløb i familien og i de forskellige systemer, man måtte opleve.
Skulle jeg drage en ting frem fra bogen, så er det, at man aldrig må gå gennem et alvorligt sygdomsforløb alene.
Til sidens top
John Madsen
I november 2010 fik Solvejg, min kone, konstateret bugspytkirtelkræft med metastaser i leveren uden forvarsler og døde i maj måned 2011.
Da det fra starten stod klart, at sygdommen ville ende med døden, så tog vi fat på at få sat ord på alle de følelser, som vi hver for sig havde. For mig handlede det om at være der for Solvejg i alt. Jeg ville gå hele vejen, så hun fik en god død. For Solvejg var det, at hun ville være smertefri, op hver dag, komme i bad og få lagt makeup. Det lykkedes. Hun var kun sengeliggende den sidste dag, hun levede, hun var smertefri, og fik lagt make up, og jeg er ikke nogen Dennis Knudsen.
For mig var det vigtigt at støtte Solvejg i at leve og i at dø, når hun skulle det. Vi ønskede aldrig at få sat tid på, men det skete uheldigvis i Tyskland, da vi ikke længere mente, at den behandling vi fik i Danmark var god og tilstrækkelig.
Vor behandling på OUH var umenneskelig samt mekanisk. Informationerne var under al kritik og vi blev aldrig mødt i vore tanker og velgennemtænkte overvejelser. Svarene var standardiserede og stereotype. Der skulle så få ændringer til, så patienterne trods deres alvorlige tilstand følte sig mødte, der hvor de nu var. Jeg arbejder med forandringsprocesser og kommunikation, så jeg ved, hvad jeg snakker om.
Vi havde haft 30 års samliv og det sidste halve år blev en dans med døden, som jeg bruger som metafor. Jeg har den holdning, at så længe den syge og de pårørende danser med døden og fører, så lever man, men i det øjeblik man lader døden føre, så går det stærkt. Man må gerne håbe på mirakler, men aldrig lyve for den døende, for gør man det, så får man aldrig sagt ordentlig farvel. Hellere sige farvel i god tid end at det sker, mens den døende er bevidstløs.
Selv om det er rigtig svært, så er det vigtigt at få snakket om tiden efter døden. Den ene skal jo leve videre, hvad tanker den døende har om det og hvad man selv tænker. Det kan være følelsesmæssigt og rørende, men man har det rigtig godt efterfølgende.
Jeg kan se tilbage på et forløb, hvor jeg kan se mig selv i øjnene, og kan gå videre i livet. Jeg håber, at andre vil se bogen som en brugsbog og bruge de anvisninger, som jeg har givet til at få et bedre forløb i familien og i de forskellige systemer, man måtte opleve.
Skulle jeg drage en ting frem fra bogen, så er det, at man aldrig må gå gennem et alvorligt sygdomsforløb alene.
Til sidens top
Aktiviteter
Lysglimt
Storm og stilhed
Den Holistiske Højskole
Fotos fra medlemmerne
Foto:
Fotos fra medlemmerne
Tidsel i foråret
Foto: Bo Christensen
Fotos fra medlemmerne
Foto:
Fotos fra medlemmerne
Knopper
Foto: