Kryoablation

Når kræft spreder sig, bliver prognosen typisk langt mere alvorlig.

Derfor er det særdeles lovende, når der udvikles nye behandlingsmuligheder, der målretter metastaser direkte. En af disse metoder er kryoablation  – en teknik, hvor metastaser fryses væk. Behandlingen udføres ved, at en tynd nål føres gennem huden ind i metastasen.

Kryoablation til patienter der ikke tåler traditionel kræftbehandling

Her nedkøles vævet til omkring minus 40 grader, hvilket dræber tumorcellerne, mens det omkringliggende, raske væv skånes. Kryoablation vurderes især relevant for patienter, der ikke tåler traditionel kræftbehandling, er for skrøbelige, eller hvor metastasernes placering gør operation eller stråleterapi for risikabelt.

Nu viser et mindre dansk studie – publiceret i CVIR Oncology – lovende resultater i forhold til behandling af kræftmetastaser. Her blev 15 uhelbredeligt syge kræftpatienter behandlet med kryoablation. Forskerne understreger, at der var tale om særligt udvalgte patienter, som ikke længere havde andre behandlingsmuligheder.

“Det drejer sig om patienter, hvor sundhedsvæsenet ikke kunne tilbyde flere effektive behandlinger, og som havde en dødsdom hængende over hovedet. Her viser vi, at vi med kryoablation kan ramme og behandle tumorer med en frysenål og reducere sygdommen betydeligt,” fortæller Ole Graumann, som stod for behandlingen på Odense Universitetshospital. Behandlingen foregik for de fleste under lokalbedøvelse. Bivirkningerne var milde, og 90 % af patienterne kunne udskrives samme dag.

Forskerne opnåede lokal tumorkontrol hos 80 % af patienterne efter første behandling og 93 % efter gentagen behandling. Tre patienter blev helt kræftfrie, og den samlede treårsoverlevelse var 63 %  – et resultat, forskerne betegner som bemærkelsesværdigt i betragtning af patienternes fremskredne sygdom.

Internationalt har metoden i flere år været anvendt til behandling af primære tumorer, men mere sjældent mod metastaser. På hospitaler i blandt andet Paris og det sydlige Spanien bruges kryoablation allerede rutinemæssigt til udvalgte brystkræftpatienter.

Ole Graumann blev selv uddannet i teknikken på Mayo Clinic i USA og bragte metoden med hjem til Danmark.  “Vi begyndte at tilbyde behandlingen i Odense, og nu forsøger vi at etablere den i Aarhus i tæt samarbejde med onkologerne,” fortæller han. Udover de 15 patienter i studiet har Ole Graumann behandlet tre brystkræftpatienter, som havde udtømt alle konventionelle muligheder. Alle tre er i dag kræftfrie.

Kilder

  1. nov 2025 Onkologisk Tidsskrift https://tinyurl.com/onkologi-kulde

se også: https://tinyurl.com/onkologi-7-princip

  1. Sep 2025 .. cryoablation of oligometastases https://tinyurl.com/onkologi-cryoablation

03 Jan 2025 Cryoablation, MayoClinic

Inge Kellermann

Læs også:  Når man ikke vil lade sig nøje med kræftlægernes behandling