September 2014 fik jeg desværre diagnosen uhelbredelig analkræft, kun med mulighed for palliativ (smertelindrende) behandling.

Min forhistorie
Jeg var i chok. Det kan bare ikke være rigtigt, tænkte jeg. 44 år, og nu skulle jeg til at slås med kræft! Jeg syntes ellers, jeg allerede havde fået min portion af sygdomme. I 1992 blev jeg ramt af SLE (lupus – en alvorlig bindevævssygdom) og fik dengang en del kemobehandlinger for at få styr på lupusen. I 2001 stod mine nyrer helt af, og jeg kom i dialyse. Heldigvis blev jeg nyretransplanteret i 2002, og min “nye” nyre har fungeret fantastisk lige siden. S

lutter festen nu?
Chokket over den nye dom ville ikke rigtig fortage sig – uhelbredelig KRÆFT. Lægerne på Aarhus Universitetshospital mente ikke, de kunne gøre mig rask, og jeg var knust. Kunne ikke forstå, at festen allerede sluttede for mig nu, for der var så meget, jeg gerne ville opleve sammen med min mand. Hvad skulle der ske? Ville jeg få mange smerter? Jeg var lammet.
Jeg pressede hårdt på for at få en tidshorisont – ville gerne vide, hvor meget tid jeg havde at gøre godt med. Lægerne var ikke meget for at give et bud, men jeg var ret insisterende, så lægen kom med et forsigtigt skud, der lød på et til to år. Nyt chok – What? Så kort tid? Jeg havde travlt, hvis jeg skulle nå alt det, andre mennesker har et helt liv til.

Min behandling
Kræften gjorde, at jeg havde ondt. Jeg følte, jeg havde en vandmelon siddende og presse i min mås. Lægerne kunne tilbyde strålebehandling til at tage toppen af smerterne. Jeg fik i alt 13 strålebehandlinger, fordelt over to omgange. Strålebehandlingerne tog toppen af smerterne. Lige efter jeg havde fået kræftdiagnosen, fik jeg en stomi, da knuden sad og blokerede udgangen. Det hjalp også meget at kunne komme af med afføringen.
Til hver kontrol på onkologisk afdeling spurgte jeg min rare onkolog: ”Er du sikker på, kirurgerne ikke kan skære kræften væk?”. Hver gang var svaret nej, da kræften sad op ad en hovedblodåre, så risikoen for, jeg ville forbløde under operationen, var alt for stor. Samtidig var de heller ikke sikre på, at de kunne få alt kræften med ud.

Mine egne kure
Jeg kunne ikke acceptere, at der ikke kunne gøres noget, så i december 2014 begyndte jeg på hestekuren fra Vetcur. Samtidig købte jeg en slowjuicer og juicede hver uge 2-3 kasser frugt og grønt fra Årstiderne, både for at styrke kroppen og for at slippe for stomistop.
I den periode tog jeg on & off THC-cannabisolie fra Moffes i hjemmelavede stikpiller. Hjemmelavede stikpiller, fordi jeg kunne komme højere op i dosis. Skævheden er minimal, når det optages via tarmen.

Vibradox malariapiller – har de gjort en forskel?
I sommeren 2015 tog min mand og jeg på safari i Botswana – de vilde dyr VILLE jeg opleve. På grund af risikoen for malaria skulle jeg tage malariapiller Vibradox. Vibradox er et antibiotikum mod bakterieinfektioner. Jeg ved ikke, om Vibradox kan have gjort noget positivt for min krop, sammen med hestekuren fra Vetcur og THC cannabisolie fra Moffes, men efterfølgende begyndte knuden at ændre form. Jeg havde kun fået 13 strålebehandlinger palliativt, ingen anden behandling fra lægerne.

Ny kontrol og ny scanning
Ved kontrollen før julen 2015 stillede jeg det sædvanlige spørgsmål til min tålmodige onkolog på Aarhus Universitetshospital: ”Er du sikker på, kirurgerne ikke kan skære kræften væk”? Min onkolog sendte journalen til kirurgerne, så de endnu engang kunne tage stilling.
Lige før nytår 2015 blev jeg ringet op af overlægen fra kirurgisk afdeling på Aarhus Universitetshospital. De ville gerne have ekstra scanninger og undersøgelser af knuden, da det ikke så umuligt ud nu. Jubiiiiiiii! Der var håb. Yes, den fucking kræft var ved at pakke sammen, og jeg kunne forsætte festen. Jeg var lykkelig og fyldt med ny energi.

Operation
Alle ekstra undersøgelser gik planmæssigt, og i februar 2016 fik jeg endelig en operation.
Et utroligt dygtigt team af læger har arbejdet hårdt på min krop. Operationen var meget vellykket. Alt synlig kræft blev opereret væk, ligesom æggestokke og livmoder blev fjernet. Jeg fik en såkaldt vram-lap operation (det syge væv i endetarmen samt det omkringværende væv blev fjernet). Dette medførte, at der opstod en defekt i mellemkødet, som ikke kunne lukkes ved sammensyning. I stedet løsnede og flyttede de en bugmuskel, så der blev dannet en form for ny bækkenbund (en såkaldt ”lap”). Jeg har nu en mås som Barbie-dukker, dvs. helt lukket, og lægerne dannede en ny skedebagvæg med halvdelen af min mavemuskel, idet knuden var vokset ind i min skedebagvæg.
Min transplanterede nyre har næsten ikke været påvirket under hele forløbet. Lægerne lyttede til mig. Min nyrelæge kontrollerede, om det alternative, jeg gjorde, havde en negativ effekt på min transplanterede nyre. Lægerne har passet godt på mig og min “nyrebønne”. Patologerne har meddelt, at kræften er væk. Jeg er så glad for, at min livskonto er fyldt op igen, og at festen kan forsætte.

Tilbage til livet
Genoptræningsforløbet har været meget hårdt, men jeg har holdt ud og gennemførte skiferien et år efter operationen. Det var vidunderligt atter at kunne suse ned ad pisterne sammen med min mand.
Under hele forløbet spiste jeg, som det passede mig. Tog ikke specielt hensyn til, om det var sundt, rejste alt hvad jeg orkede sammen med min mand og forsøgte at holde fokus på det positive, selvom det har været svært.

Status i 2017
– jeg er kræftfri,
ELSKER LIVET,
livet er en gave.

Stor tak til de dygtige og empatiske onkologer, kirurger og sygeplejersker på Aarhus Universitetshospital.

Læs mere om Vram-Lap operation

Af Vibeke Lystlund, fuglehaven@yahoo.dk
Bragt i Tidslerne 2018-1