28
Tidslerne
2013/3 ·
november
En pårørende ser tilbage
"
Lægerne siger, at det kan være kræft". Min mand
Dave, ringer fra sygehuset, mens jeg sidder på arbej-
det på en regnvejrsdag i september. Jeg bliver fuld-
stændig overrumplet over hans ord, og angsten ram-
mer mig som en knytnæve lige i mellemgulvet. Min
mand har haft ubehag og ondt i maven ”on og off” i
nogle måneder, og nu har vores praktiserende læge
efter nogle blodprøver – sendt ham til undersøgel-
ser på sygehuset. Ikke én eneste gang har jeg tænkt
tanken, at det kunne være kræft eller anden alvorlig
sygdom. I hvert fald ikke bevidst. Dave var vegetar,
dyrkede yoga, motionerede og levede sundt og godt.
Fra dette telefonopkald med k-ordet er der ingen vej
tilbage til et normalt liv for os. Så snart vi er hjemme,
kaster jeg mig over internettet og googler som besat.
Lægernes mistanke går på kræft i bugspytkirtlen, og
det er ikke for små børn. Vi læser i Politikens Læge-
bog, at kun omkring 1-2 % lever fem år efter denne
diagnose. Bugspytkirtelkræft er en af de sjældnere
former for kræft, og der findes ikke nogen konventio-
nel behandling, der kan helbrede denne type.
Vi er slet ikke i tvivl om, at Dave skal ud i noget al-
ternativ behandling. Som pårørende bliver jeg lyn-
hurtigt hans personlige assistent og kommer vidt
omkring på nettet, samt i bøger og blade inden for
kræftforskning og -behandling. Vi melder os også ind
i Tidslerne for at blive klogere. Det bliver mange sene
aftener foran computeren.
Den ulydige patient
Da Dave kort efter får diagnosen kræft i bugspytkirt-
len, er vi allerede i fuld gang med mange former for
alternativ og komplementær behandling. Lægerne
kan ikke helbrede ham, får vi at vide, og hans kræft-
type er tillige af den aggressive slags og i sidste stadie.
Han bliver tilbudt palliativ (lindrende) kemoterapi og
vælger kort efter at sige ja tak. Dave får også medicin
for smerterne og siden diverse præparater mod bivirk-
ninger af den ene og anden art.
Det er bestemt ikke hos lægerne, at vi møder forstå-
else for den alternative vej, vi er slået ind på, men de
fleste sygeplejersker tænker anderledes, og det er en
støtte for os. Vi taler dog på et tidspunkt med en me-
get sympatisk læge, hvis kone har kræft. De er lige-
ledes gået den alternative vej, men det er ikke noget,
han som læge taler højt om.
Ud over alle de informationer og den viden, jeg finder
på nettet, kommer der mange forslag til alternativ be-
handling fra familie, venner og kollegaer. Det er over-
vældende at begive sig ind i denne verden, selvom den
ikke er fremmed for os. Hvad skal vi vælge? Grøn, blå
eller gul? Aflang, rund eller trekantet? Vi har aldrig
overvejet alternativ behandling før, når det er dødens
alvor. På et tidspunkt må min mand bede mig slappe
lidt af, da han kan se, at jeg er gået i panik over at
skulle "helbrede" ham. Jeg håber at finde én bestemt
form for behandling, der kan redde ham.
Handleevne og håb
Dave kommer vidt omkring i den alternative verden.
Formentlig siger han også ja til at prøve nogle (flere)
ting for min skyld. Det er interessant at tænke på,
hvad han ville have valgt at gøre, hvis jeg ikke havde
været hans "vogter" og assistent. Jeg er meget handle-
kraftig, og her kan jeg virkelig gøre noget, synes jeg,
og det hjælper mig til at bevare håbet. For mig er det
også at håndtere fortvivlelsen over, at Dave ifølge læ-
gerne skal dø af sin sygdom. Han må selvfølgelig ger-
Af
Marian Prestage
Terminal patient
med mange alternative
Himmel og jord blev sat i bevægelse for at finde alternativ behandling, der kunne
i bugspytkirtlen. I forbindelse med udgivelsen af hendes bog ”At sprede skyer” om
sorg ser hun tilbage på forløbet, og hvad hun ville have gjort anderledes i dag, når