Af Wirginia Nielsen
wirginiawanessa@gmail.com

Vi er en del der får kræft.
Nogle af os bliver raske, og andre af os lever med kræften.
Den er hver dag inden i os.
Og så bliver ens liv til et liv med kræft.

Min lungekræft (fremskreden småcellet ALK positiv) blev opdaget for fem år siden. Jeg var da 72 år. Jeg gik og humpede rundt på to krykker fra Harald Nyborg. På Svendborg Sygehus ville lægen ikke CT scanne mig, men sendte mig hjem med en seddel med gymnastikøvelser.

Tre dage senere faldt jeg med krykkerne i Rema, og det viste sig, at jeg havde flækket hoften. Det var lægen fra tre dage tidligere, der opererede og gav mig beskeden om, at min hofte var smuldret bort af en kræftmetastase, og at hovedtumoren sad i højre lunge. Det viste sig i løbet af ugen, at kræften også var i nogle ribben samt i højre binyre. Man var medfølende og lovede mig lindrende behandling.

I dag fem år senere har jeg stadigvæk kræft. Men jeg har lært en masse, og jeg har levet hver eneste dag siden, som om jeg var rask, og med en tro på at jeg bliver rask.

Da jeg fik kræft vidste jeg blot, at det døde man af, og jeg var lige en tur rundt om de bårebuketter, jeg havde købt, og de tårer jeg havde grædt. Så gik det op for mig, at jeg ikke ville dø. Jeg ville leve, og tage ansvaret for det rod, jeg af uvidenhed havde lavet i min krop.
Jeg hører til på Odense Universitetshospital og fik der en læge, som jeg stadigvæk er meget glad for.

Jeg kender til debatten omkring hospitalernes tilgang til cancer. Men jeg er syg nu og ikke om 30 år, når den verden måske har ændret sig. Og hvor kan jeg ellers vende mig hen. Kræften i mig er hurtigt voksende. Jeg satser derfor på at kemo behandlinger vil holde den i skak, indtil jeg selv bliver noget klogere. Min lægelige behandling de næste fem år bliver en blanding af tabletter, serier af kemo og stråler.

Jeg begynder selv at fremskaffe viden. Her har jeg stor glæde af internettet og de mange selvhjælpsbøger, der er fremme.

Jeg går handlingsorienteret frem og forstår hurtigt, at kræften er i min krop, fordi kemien i kroppen er vredet skæv. At kræften gror i mig, fordi kroppen er fyldt med syre, og derfor ikke kan ilte alle de sunde celler. At kræften lever af surheden, af manglen på ilt og af affaldet fra en uhensigtsmæssig kost. Foruden en fuldstændig omlægning af kosten og en tilførsel af mange kosttilskud anskaffer jeg en vandmaskine, der fremstiller basisk vand helt op til ph 9,5, og spiser bagepulver kogt ind i ahornsirup, begge dele for at få ph værdien i min krop op.

Jeg får fat i en jordstrålemand, der banker 16 jernspyd ned i vores have, fordi jeg har læst at jordstråler stresser en syg krop, og at stress får kroppen til at producere syre.

Jeg får sat mørklægningsgardiner op i soveværelset. Og alt elektronik derinde bliver slukket om aftenen, hvilket sikrer en god nattesøvn uden stressende påvirkninger.

Jeg får en del blodprøver lagt ind i et system af maskiner, der så sender de rigtige frekvenser tilbage til mine respektive organer. Systemet hedder Radioni, og jeg oplever det som fjernhealing.

Alt sammen med hensigten om at genoprette kroppens balance.

Mine valg er enkle fordi jeg ser sygdommen som enkel. Jeg skal på hovedrengøring indeni mig selv og få min balance tilbage. Jeg prøver mange af kurene jeg læser om, – men min krop bryder sig uden undtagelse ikke om en eneste af dem. Et af årene dyrker jeg cannabis i mit drivhus, gemt bag nogle tomater.

På den måde går der cirka to år. Kræften i min krop har trukket sig noget, men den er der stadig. Jeg begynder at finde en roligere tilgang til min sygdom. Jeg tager løsere på kosten, som indtil da nærmest var vokset mig over hovedet, og drikker gerne en kop kaffe og et glas vin ind imellem. Rense gør jeg med masser af vand og kaffe lavementer og med en kost fuldstændigt fri for kemikalier og tilsætningsstoffer, men gerne med lidt kød eller fisk. Styrke gør jeg med kosttilskud. I starten alt for mange – men det er jo det, man lærer, man skal. Efterhånden vænner jeg mig til at spørge kroppen om, hvad den vil have. Jeg spørger med et pendul, som for mig er det samme som kinesiologi-testning. Kroppen er ret beskeden i sine ønsker.

Mit pendul er stort og af messing. Jeg har lært at pendulere af en jord- og betonarbejder, der brugte det, når han skulle finde gamle vandrør o.l. Alle kan pendulere. Mit pendul er en nær ven og mit bedste værktøj. Det svinger højre om for et ja og venstre om for et nej. Jeg har ikke noget signal for ”ved ikke” for mit pendul ved alt.

Jeg tegner ofte halvcirkler, hvor jeg i halvcirklens radius enten skriver procenttal fra 0 til 100, eller tallene fra 0 til 20, eller jeg skriver forskellige mulige svar. Så tegner jeg streger ned til midten af bundaksen. Nu stiller jeg mit spørgsmål ud i luften, mens jeg holder pendulet i midten af bundaksen. Fx: Hvor mange tabletter vil min krop modtage af dette kosttilskud, og pendulet svinger langs den tegnede linje, fra midt på bundaksen og ud til et af tallene. Mine penduler ved alt, og jeg spørger dem om både stort og småt. De er også med mig ude og handle. Er dette produkt på enhver måde godt for mig? (nogle mennesker kigger lidt). Et nyttig redskab.

Omkring det med at nære kroppen mentalt – den der oprydning – har jeg fortsat et hængeparti. Jeg er klar over, at nogle gamle traumer spøger, men bøgerne anviser ingen måder, der virker for mig, sådan at jeg kan komme dem til livs.

Jeg bliver CT scannet hver anden måned på Odense Universitetshospital og fire år henne i forløbet, har kræften trukket sig pænt.

Jeg har haft den samme læge igennem hele forløbet. Vi har et fint samarbejde. Hun ser mig lige i øjnene, når hun mener noget, og i øvrigt lader hun mig holde tømmerne, fordi hun ved, at jeg insisterer på at tage ansvaret for mig selv. Og hun lytter gerne, når jeg fortæller om, at jeg hopper i mini trampolin for at rense mine lymfekirtler, tager kolde bade og taler med mine celler i kroppen.

Mit helbred har fra starten været almindeligt godt. Jeg har pænt med energi – både til de daglige gøremål og begivenheder ude i byen, og jeg har tålt den stadige og konstante nedbrydning, som min krop er udsat for rigtigt pænt.

Min krop er meget glad for DHEA (ungdomshormonet), Melatonin (søvnhormonet) og Graviola. Alle tre ting købes på nettet og min krop beder om dem i store mængder. Jeg føler mig lidt som en præmiepatient, når jeg er til tjek og kommer svansende ind på afdelingen.

Omkring fire år henne i mit forløb opdager jeg bogen, der bringer mig videre. En bog med en rationel og brugbar tilgang til at udrydde gamle traumer.

Bogen der får mig i omdrejninger hedder Wim Hof Metoden, og er skrevet af hollænderen Wim Hof. Den handler om vejrtrækningsøvelser og kolde brusebade. Ved at bruge hans metode kan jeg komme i kontakt med mit ubevidste sind – der hvor mine traumer ligger støbt i våd cement, og indtil nu har været urørlige.

Hvor jeg glæder mig til at få slukket for den konstante strøm af de stresshormoner, traumerne forårsager, og som løber ind i min krop og forurener den, ligesom vand fra en åben vandhane.

Jeg ligger i min seng. Det er morgen. Jeg trækker vejret hurtigt 30 gange efter hinanden. Efter gang nummer 30 holder jeg vejret. Det er ikke noget problem at holde det. Nu har jeg adgang til min underbevidsthed. Den fortæller jeg, hvor rask og dejlig jeg er, og at jeg tilgiver alle dem, der har skabt mine traumer. Tilgiver dem for min egen skyld. Min tilgivelse af dem sætter mig fri, og jeg husker at sige tak til mine hjælpere, synlige som usynlige.

Sådan fortsætter jeg med i alt tre gange 30 vejrtrækninger, imens jeg taler til min underbevidsthed, hver gang jeg holder vejret.

Jeg slutter med at ligge helt stille, hvorpå jeg problemløst glider ned i den fineste meditation. Dernede fortsætter jeg med at programmere min hjerne, der jo ikke kan gøre modstand, omkring hvor dejlig og rask jeg er.

Min omsorg for mig selv slutter med hans kolde brusebad. Æggeuret sættes til to minutter, og det kolde vand fosser ned over mig imens jeg står og gentager for mig selv: Det kolde vand gør mig rask.

I skrivende stund ser bundlinjen sådan ud. Kræftknuden i min højre lunge der startede med en diameter på 3,6 cm er svundet til en diameter på 1,6 cm. Knuden har ændret sig fra en fast til en løs struktur. Kræften i resten af kroppen er helt væk. Det er en bundlinje, jeg synes godt om.

Jeg har efterhånden lavet vejrtrækningsøvelser og taget kolde styrtebade i godt et halvt år. Det kan varmt anbefales, fordi det virker ind på hele kroppen. Jeg er en gladere og rarere person i dag, også selv om jeg har meldt mig ud af flinkeskolen. Jeg har genoptaget mit sexliv, hvilket er ret dejligt. Jeg har som menneske lært mig selv, altid at spille på min egen banehalvdel, og at lade andre mennesker spille på deres. Jeg har desuden lært, at jeg altid skal kunne styre og bestemme over mine tanker, hvilket er svært.

Om min sygdom mærker jeg lige nu, at den nærmest ligger og venter på, at jeg gør mit arbejde færdigt.

Artiklen er inspireret af et ophold på et Tidsel kursus på Stenstruplund her i juli måned. Kurset var mit første og jeg var meget glad for at være der. Både over de gode foredrag og ikke mindst den over store viden, som kursisterne besad og gerne delte ud af i pauserne og om aftenen.

Der var en der fortalte, at Tidslerne har brug for 100 donationer over 200 kr. hvert år, for at bevare skattefrihed i forhold til testamentarisk arv og gaver.

Lad os alle donere et mindre beløb. De kurser er guld værd.

Bøger:
Wim Hof Metoden af Wim Hof, Gyldendal
Spirit Hacking af Sharman Durek, Gyldendal