Inge Kellermann interviewer Tina Flindt

I 2012 mærkede Tina Flindt, som på det tidspunkt boede i Italien, en ret stor knude i brystet. Egentlig var hun ikke i tvivl om, at det var kræft, men det tog alligevel lidt tid, inden erkendelsen trængte ind.

Det var kun 6 år siden, hendes mand var død af kræft efter et forholdsvis kort forløb. Nu måtte hun se i øjnene, at sygdommen havde ramt hende, som var eneforsørger til 2 teenagedøtre. Hvordan kunne det lige ske for mig, spurgte hun ligesom mange kræftpatienter sig selv. Derimod var hun ikke i tvivl om, at hun selv ville have fat i den lange ende, når der skulle træffes beslutninger om behandlingen.

Kræftdiagnosen
Det viste sig, at der var tale om en såkaldt triple-negativ brystkræft. Det betyder, at kræften ikke reagerer på anti-hormoner eller medicin mod HER2. Den type brystkræft regnes derfor for at være mere alvorlig, fordi der er færre konventionelle behandlingsmuligheder. I Tinas tilfælde var kræften i stadie 4 med spredning til lymferne, men ikke til organerne. Diagnosen fik hun efter at hun selv via gode kontakter havde rykket for svar på biopsien.

Lægernes behandlingstilbud
Brystet blev fjernet, og hun fik herefter tildelt en læge på hospitalet, som skulle stå for efterbehandlingen. ”Jeg kunne straks mærke, at vi ikke var på bølgelængde,” fortæller Tina. ”Hun havde alt for travlt med at fortælle om egne arbejdsmæssige problemer og var blottet for empati”
Ved at forhøre sig blandt bekendte og ansatte på hospitalet lykkedes det at få en aftale med en mere empatisk kræftlæge, selvom behandlende læge ikke umiddelbart var villig til at afgive sin patient til kollegaen.

Når de konventionelle kræftbehandlinger ikke er nok
Tina fik kemo og senere stråler på det offentlige hospital. I Italien er der imidlertid også flere såkaldt integrative kræftlæger, som på privat basis kombinerer kemo og stråler med alt det alternative, der er evidens for. Disse læger er organiseret i den nationale organisation af integrative kræftlæger ARTOI. De samarbejder med lignende organisationer i andre lande om konferencer og vidensdeling. I Italien tilbydes nu også kurser om den integrative onkologi for læger, sygeplejersker m.v. på universitetet.
Efter hver kemobehandling kom en ung læge, som var i kontakt med Tinas integrative læge hjem til hende for at give IV C-vitamin og gluthation. Herudover blev hun også ordineret 20 mg melatonin sammen med bl.a. broccoli ekstrakt, grøn te ekstrakt og gurkemeje ekstrakt, som alle har vist effekt i forhold til kræft.
Det vidste hospitalet ikke noget om (i hvert fald ikke officielt), selvom kræftlægen formodentlig havde en mistanke om det, fordi hun kom gennem hele forløbet uden andre gener end hårtab og uden de væskeophobninger, som mange døjer med. Heller ikke strålebehandlingerne gav bivirkninger.
Som et kuriosum kan nævnes, at der på et tidspunkt gik betændelse i den åre, hun fik indsprøjtningerne i, og ved en fejl indsprøjtede lægen C-vitamin i denne åre med det resultat, at betændelsen til lægens store forbavselse forsvandt med det samme.
I et års tid efter behandlingsforløbet tog hun desuden indsprøjtninger med forskellige former for mistelten, bl.a. Iscador efter anbefaling fra en sygeplejerske på en schweizisk klinik.

Tinas egen indsats
Da Tina fik diagnosen, var hun på sidste år af sin 4-årige uddannelse som naturopath på en skole i La Marche, hvor sværhedsgrad, undervisningstimer og lærerstab svarer til en bachelor på universitetet. Siden dengang er der kommet lignende uddannelser på nogle universiteter, fortæller hun.
Hendes speciale på studiet var kræft, og hun vidste derfor meget om både symptomer, årsager og behandling af kræft. Hun havde allerede i løbet af sin mands sygdomsforløb sat sig grundigt ind i, hvad man selv kunne gøre for at forbedre prognosen og undersøgt mange forskellige kræftkure.

Gerson-kuren
Tina var ikke i tvivl om, at Gerson-kuren var rigtig for hende, men pointerer også, at det er en kur, der er meget svær at holde. Kuren er udviklet af lægen Max Gerson og beskrevet i bogen The Gerson Therapy, skrevet af Gersons datter. Kuren bygger på specielle juicer, som sikrer en maksimal helbredelse af mange forskellige sygdomme, herunder kræft. Derfor var anskaffelse af en særlig slow-juicer noget af det første, Tina fik sendt fra USA.
Kuren betyder indtagelse af ufattelige mængder af grøntsager – især gulerødder og bladgrønsager, som juices og indtages hver time sammen med grønsager til alle måltider. Selv kunne hun kun klare det, fordi døtrene under hele forløbet hjalp med at juice og tilberede maden. ”Ingen kan klare selv at juice hver time, tilberede 3 retter mad og lave kaffelavementer, som indgår i kuren. Det er derfor, at kuren er så svær. Det er nødvendigt at have hjælp,” siger Tina og tilføjer, at det er der også fordele ved. ”Når man hele tiden får det hele serveret, er man ikke fristet til at springe et måltid eller en juice over eller spise noget andet. Det er kun sådan, det kan fungere, og man skal alligevel være standhaftig. Heldigvis smager det rigtigt godt, og når man ser sig selv i spejlet, er man ikke i tvivl om, at man gør det rigtige.”
Kuren er delt i to dele, hvor man i første del fuldstændig udelukker proteiner, mælkeprodukter og al fedtstof – bortset fra hørfrøolie – og indeholder bl.a. en protokol på i alt 13 forskellige juicer. Anden del er knap så restriktiv. Derudover tager man gentagne kaffelavementer for at blive udrenset. I hele forløbet tager man kalium opløst i vand for at fjerne væsken omkring kræftcellerne.

Hvordan går det i dag
Tina bor nu i Danmark og har været kræftfri i flere år på trods af den alvorlige diagnose for 10 år siden. Hun spiser stadig primært grøntsager, men også lidt kød. Ingen mælke- eller melprodukter. Hun er blevet anbefalet at tage 10 mg melatonin resten af livet og supplerer med fiskeolie udover de daglige vitamin-og mineraltilskud som selen, Q10, zink, ekstra B-vitaminer, ekstra D-vitamin om vinteren og i perioder mere specifikke kosttilskud som bl.a. curcumin og Resveratrol.
Derudover går hun lange ture hver dag, dyrker pilates dagligt og hopper ind imellem i trampolin.
”Jeg er altid opmærksom på, at jeg psykisk har det godt. Det kan være, om jeg har nogle negative følelser som f.eks. ensomhed, får jeg grinet nok, har jeg kærlighed omkring mig, er jeg glad for min arbejdssituation m.m. Hvis jeg kan mærke, at noget mangler, går jeg aktivt “in” og ændrer det, for jeg ved, at det er ligeså vigtigt som kost og motion.”
Det er vigtigt så vidt muligt at undgå giftstoffer i nærmiljøet, i vandet, i dagligdags produkter som rengøringsmidler, hudpleje og make-up og i beholdere og køkkenredskaber. Det er også en del af Gerson-kuren, som hun fortsat følger. Herudover tager hun selv i perioder et kaffelavement, som både styrker og virker udrensende.