Af Ingrid Jelbech, jelbech@jelbech.dk

Fordi jeg har haft recidiv basalcellekræft i ansigtet, læste jeg med interesse en dialog mellem Carsten Vagn-Hansen (Radiodoktoren) og professor Peter Bjerring om C-vitamin og hudkræft: www.bt.dk/sundhed/du-kan-selv-fjerne-hudkraeft.

Jeg går til kontrol hos hudlæge hvert halve år, men da jeg er nysgerrig, lavede jeg en pasta af C-vitaminpulver og smurte den i ansigtet for at se, om der skete noget. Det var den 17. januar 2020.

Der kom rødme og hævelse på et tidligere frysebehandlet område med aktinisk keratose (fortykket hud efter solskade) mellem næse og overlæbe.
Ifølge Peter Bjerring bør der tages biopsi for at udelukke alvorligere kræftformer. Jeg fik derfor tid hos hudlægen. Den 18. februar 2020 var jeg hos hudlægen, som imidlertid var uforstående over for mit ønske om biopsi, for hun kunne ikke se tegn på kræft i mit ansigt. Hun spurgte, hvor jeg ville have taget biopsi. Jeg udpegede et område, hvor jeg kunne huske, der havde været reaktion på C-vitaminpastaen. Hun føjede sig efter mit ønske, fordi jeg var rejst lang vej med offentlig transport for at få taget en biopsi. Biopsien viste, at der var tale om tumorvæv/kræft.
Havde jeg ikke påført C-vitaminpasta, var det ikke blevet opdaget, at jeg på overlæben havde invasivt voksende tumorvæv, selv om jeg går til regelmæssig kontrol hos hudlæge.

Jeg blev tilbudt behandling på Roskilde Sygehus. Plastikkirurgen tegnede ind på min overlæbe, hvor stort et hudområde, man ville fjerne. Det område var mindre end det område, der havde reageret på C-vitaminpastaen. På grund af risikoen for recidiv og gentagne operationer midt i ansigtet, valgte jeg at betale for behandling med Mohs kirurgi på Hudkræftklinikken, hvor jeg blev opereret den 12. marts 2020. Ved mikrografisk marginkontrol under operationen viste det sig, at der var kræft på et større område end umiddelbart vurderet af såvel Roskilde Sygehus som Hudkræftklinikken. Men området svarede i udstrækning til det område, der ved en enkelt påføring af C-vitaminpasta havde reageret med rødme og hævelse.

Ved mit C-vitamineksperiment den 17. januar 2020 havde jeg smurt C-vitaminpasta i hele ansigtet. Der kom også forbigående rødme og hævelse på en plet under venstre øje, men her nægtede hudlægen at tage biopsi, for hudlægen kunne ikke se mindste tegn på kræft.
Under de omstændigheder fandt jeg det forsvarligt selv at eksperimentere med C-vitamin og påførte C-vitamin i flere omgange fra 22. til 25. maj under venstre øje. Efter flere påføringer var hudreaktionen voldsom. Venstre kind svulmede op, så min veninde, der er sygeplejerske, blev forskrækket, da hun så mig. Den 28. maj faldt skorpen af, og huden så fin ud. Jeg vedhæfter pdf.fil, der viser billeder af forløbet.

Jeg bad hudlægen om biopsi på stedet, hvor reaktionen havde været, og fik den taget, selv om hudlægen fandt det grundløst og i øvrigt var uinteresseret i C-vitamin.

Biopsien viste, at det ikke var spor af hudkræft, hvor C-vitaminet havde virket og efterladt fin hud. Spørgsmålet er så, om der aldrig har været hudkræft på det sted, eller om C-vitaminet har fjernet kræftcellerne? Hvorfor var der en voldsom reaktion på C-vitaminpastaen lige netop der?
HVIS C-vitaminpasta kan påvise hudkræft før hudlægerne, og HVIS C-vitamin kan fjerne kræftceller på et tidligt stadium, så er der et potentiale, der kan gavne både patienter og sundhedssektorens økonomi.
Da der ikke kan tages patent på C-vitamin, er medicinalindustrien ikke interesseret i at forske i det.
Jeg har foreslået Kræftens Bekæmpelse at sætte KNÆK-CANCER-midler af til forskning i, hvorvidt C-vitamin kan hjælpe patienter med basalcellekræft.

Eksperiment med påføring af ascorbinsyre-pulver under venstre øje

maj 2020: Inden ’behandling’
25. maj 2020: Efter 7. og sidste påføring af ascorbinsyre. Heftig hudreaktion.

Diagnose 27. august
Svar på biopsi taget 17. august hos hudlæge: [1]: Hud – elastose- ingen tegn på malignitet
Mikroskopi : [1] Mindre biopsi som beklædes af upåfaldende epidermis. I dermis ses udtalt elastose. Der blev skåret dybere uden at kunne påvise forekomst af hverken dysplasi eller malignitet.