Af prof. Torben Bager
tob@sdu.dk

Grundlovsdag 2019 fik jeg en chokerende melding af sygehuslægen: ”Du har aggressiv prostatakræft og den er spredt til knoglerne”. Lidt senere tilføjede han heldigvis: ”Du kan leve mange år endnu, der er mange nye behandlingsmetoder på vej”. Samme dag gav de mig en dobbelt dosis antihormon indsprøjtning. Lægen forklarede: ”Vi reducerer dit kønshormon og på den måde udsulter vi kræftcellerne”. Han sagde også, at jeg med en så aggressiv og spredt kræft havde ret til supplerende behandling, enten kemoterapi eller medicinsk behandling.

Jeg havde kontaktet min egen læge nogle uger før og klaget over tisseproblemer, som af og til var med smerter. Jeg havde tidligere talt med ham om mine tisseproblemer og sagt, at min prostata sikkert var kraftigt forstørret. Min far blev i sin tid opereret to gange, så jeg gik ud fra det lå i generne. Men jeg var ikke særlig bekymret for: ”Prostatakræft er jo noget man dør med, ikke af”, som man siger. Det var først, da jeg nævnte ordet ”smerte”, at lægen bestemte sig for at undersøge kræftrisikoen ved at tage en blodprøve. Næste morgen ringede han og fortalte, at mit PSA-tal (markør for prostatakræft) var 90. ”Er det lavt eller højt?”, spurgte jeg, som intet vidste om PSA. Han sagde, at det var meget højt, og at det var bedst, at jeg fik taget en biopsi og blev scannet. Jeg spurgte ham så, hvorfor han ikke havde fortalt mig om PSA og taget blodprøven sidste år, da jeg også klagede over tisseproblemer. Han henviste blot til Sundhedsstyrelsens anbefalinger. De er bekymrede for at komme til at overbehandle lette tilfælde af prostata og påføre disse patienter unødige gener. Nu ved jeg af bitter erfaring, at mænd skal sige ét af to kodeord for at få lægen til at måle PSA-tallet: ”min far/ bror/farbror har haft prostatakræft”, eller ”det gør ondt når jeg tisser”. Jeg forstår godt argumentet om overbehandling, men man bør informere bedre og inddrage patienten i overvejelserne for og imod. Det er trods alt patientens krop, det drejer sig om! Som nævnt talte sygehuslægen om nye behandlingsformer, så jeg spurgte min datter, som har forsket i brystkræft, hvilke metoder sygehuslægen mon kunne tænke på. Hun nævnte blandt andet CAR-T metoden og brugen af ’dræberceller’. Jeg gav mig i kast med at læse om denne og andre metoder. Jeg har været forsker i mere end 40 år, så det er ikke svært for mig at finde relevante forskningsartikler og forstå metoderne. Og når jeg var i tvivl om det faglige, kunne jeg spørge min datter. Jo mere jeg hørte og læste, jo mere måtte jeg give sygehuslægen ret: Den traditionelle medicinske forskning har faktisk mange nye lægemidler og metoder på vej.

Men gradvist fik jeg, trods skepsis i udgangspunktet, også interesse for et andet spor: alternativ medicin og metoder. Min kone fortalte mig om Budwig-kuren, som blot består i dagligt indtag af hørfrøolie sammen med mælkeprodukter som skyr og hytteost. Jeg kontaktede en kræftramt ven, der har brugt kuren nogle år. Han mente, han havde haft gavn af den. På nettet kunne jeg også finde en del solstrålehistorier. Men min forsker-skepsis fik mig til at spørge: Mon der ikke er endnu flere, der har prøvet samme kur uden succes? Selv nok så mange solstrålehistorier er ikke det samme som effekt, og typisk er der mange faktorer i spil, inklusive den faktor, at patienters tro på en metode i sig selv kan have en positiv effekt. På den anden side er det underligt, at kuren, som er udviklet for årtier siden af en tysk forsker ved navn Johanna Budwig, fortsat er udbredt, hvis den slet ingen effekt har. Kræftens Bekæmpelse skriver, at der ”ikke findes forskning, der viser, at hørfrøolie kan påvirke relevante processer og dermed have en rolle i forhold til kræft”. Det er givetvis rigtigt, men der findes heller ikke systematisk forskning, der viser det modsatte. Hovedproblemet er, at metoden aldrig er blevet udforsket ordentligt. Det er dybt frustrerende for os patienter.

Lidt efter lidt stødte jeg på flere overraskende eksempler: En forskergruppe ved Aarhus Universitet havde fundet positiv effekt hos et antal prostatakræftpatienter af indtag af fuldkerne-rugbrød; en læge ved en privat klinik havde fundet stor effekt af intravenøs injektion af C-vitamin i stor dosis, en effekt der er bekræftet i dyreforsøg; og min datter berettede om en forskerkollega, der via systematiske studier af brystkræft hos et stort antal patienter over lang tid, havde påvist positiv effekt af at fjerne kobber fra stabile patienters kroppe.

Disse eksempler har det til fælles, at der er betydelig indikation af effekt, men ingen rygende pistol i form af et klinisk storskala-studium. Man når tilsyneladende et stykke vej i forskningsprocessen og så går den i stå, typisk fordi der mangler finansiering til de dyre kliniske forsøg. Medicinalfirmaerne har ingen interesse i hørfrøolie, rugbrødskerner og andre midler, der ikke kan patenteres; det offentlige har hverken vilje eller tilstrækkelige finansielle muskler til at løfte opgaven; og private fonde understøtter sjældent forskning i alternativ medicin og behandling.

Efterhånden blev jeg så frustreret over forvirringen om alternative metoder, at jeg skrev en kronik i Information (17.12.19), hvor jeg klagede jeg over den manglende forskning. Visse former for alternativ medicin kan jo studeres med randomiserede, kliniske studier ligesom ny medicin, blot der er penge til det. Andre former kan studeres ved at sammenligne en behandlet gruppe med en ikke-behandlet gruppe, der ligner den første gruppe på en række parametre.

Men, tilbage til min egen sygehistorie. Kort tid efter at jeg havde fået den første antihormon indsprøjtning, blev mit PSA-tal målt igen – og det var nu steget til 127. Da jeg nogle dage senere talte med kræftlægen, sagde hun, at stigningen var bekymrende, men måske skyldes, at der var gået så kort tid mellem indsprøjtningen og blodprøven. Så jeg fik taget en ny blodprøve med det samme og næste dag ville de så ringe til mig og fortælle resultatet. Jeg var meget spændt, da mobilen ringede. Heldigvis fik jeg en god nyhed: ”Dit PSA-tal er faldet til 74”. Jeg var jublende lykkelig, for resultatet betød jo, at antihormonbehandlingen virkede på mig. Sygehuset prøvede at overtale mig til en supplerende 4 måneders kemoterapi behandling, men jeg ville meget nødig ned ad den sti, fordi giftstoffet også ødelægger sunde celler og nedsætter immunforsvaret.

Det var jo noget af en følelsesmæssig rutsjetur, jeg var igennem i de uger. Læger og sygeplejersker på de to sygehuse, jeg var i kontakt med, var dygtige og flinke, men alligevel var samtalerne meget enerverende, fordi så meget stod på spil. Jeg fandt dog hurtigt en måde at falde til ro på, når jeg sad i venteværelserne. Jeg begyndte simpelthen at skrive små digte, noget jeg ellers aldrig har gjort. Det første digt handlede om kampen mellem kræftceller og de sunde celler:

Djævlekampen
De røde djævle rumsterer i mit skelet,
mens de skjuler sig for de hvide frelsere.
Først vandt de hvide, så kom de røde ovenpå,
indtil medicinen kom ind og hjalp de hvide.
Nu fanges og ædes de røde igen.
Og dog – en rød djævel er snu,
den sidder helt stille og venter på sin chance.
Hvem vinder mon?

Kræften var ikke mit eneste problem sidste sommer. Tisseproblemerne voksede i takt med, at prostata blev større og pressede ind mod urinrøret. En dag blev det helt uudholdeligt. Jeg kom på Urologisk Afdeling og blev tømt for 1,3 liter. Hvor det dog lettede! Men så skulle jeg have kateter på. Det var sådan set dejligt om natten, for nu kunne jeg sove igennem uden at skulle op og tisse. Men træls om dagen, bl.a. når jeg havde lyst til en svømmetur ved stranden. Endelig fik jeg en tid til at få katederet af. Vi var en lille flok mænd i samme situation, som skulle drikke en masse saftevand på få timer og vise, at vi kunne tømme os ordentligt. Jeg kom af med en halv liter og var ret stolt, indtil sygeplejersken målte restvæsken til 800 ml. Så jeg fik kateteret på igen, men tillige gav de mig nogle piller (Tamsulosin), der kan få prostata til at slappe af og give mere plads til urinrøret. Det hjalp! To uger senere fik jeg kateteret af. Jeg fik også skrevet et lille digt, da jeg sad sammen med de andre ’tissemænd’:

På Urologisk
Så sidder vi her,
tissemænd på rad og række.
Bevæbnede med saftevand
venter vi på forløsningen:
En tisse-skylle med kraft på,
som dengang vi pissede op ad murene.
I stedet må vi nøjes med en slap stråle,
der kæmper hårdt for at komme ud,
og truer med at tørre ind,
inden den når jorden.
Så hvem ved,
måske sidder vi her igen i morgen,
på rad og række.

Siden jeg fik ’dommen’ sidste sommer, har jeg ændret en del vaner. Jeg motionerer meget mere. I sommer tog jeg mig sammen til dagligt at cykle mindst 10 km og ro mindst 1 km på en romaskine, når vi var hjemme. Jeg kom også med på et kommunalt kræftfitnesshold. Effekten var tydelig. Mit blodtryk faldt fra ”bekymrende højt” til ’normalt’. Jeg undgik også at tage på i vægt, som mange ellers gør som følge af antihormonbehandling. Jeg ændrede, godt hjulpet af min kone, også på kosten: mindre kød, mindre sukker, mindre hvidt brød og til gengæld mere fisk, mere rugbrød og – især – flere grøntsager. Hver morgen tager jeg vitamin- og mineraltilskud, bl.a. D-vitamin, C-vitamin, Calcium og Magnesium. Desuden drikker jeg et glas granatæblesaft, fordi studier har vist, at det nedsætter risikoen for spredning af prostatakræft. Sidste skud på stammen er, at jeg er begyndt at tage en skefuld knust hørfrø om morgenen, da det tilfører Omega 3 på en billig måde. Dette råd opsnappede jeg for nylig ved et foredrag med lægen Tobias Schmidt Hansen (”Den Plantebaserede Kost”), som Tidslerne havde arrangeret. Så lidt efter lidt prøver jeg nye kostråd af, for jeg er overbevist om, at kosten spiller en afgørende rolle i kræftbehandling.

Da jeg fik ’dommen’ i juni 2019, affødte det tanker om døden. Vi ved jo alle, at vi skal dø en dag, men hidtil havde jeg forestillet mig, at der var længe til, selv om jeg nu næsten er 70 år. Den illusion fjernede kræften med ét slag. Det var som om min dødsdag rykkede mange år frem. Jeg fik tankemylder om alt det praktiske vedrørende pension, arv og begravelse. En nem beslutning var at opsige min ratepension, for ellers nåede jeg måske ikke at få gavn af den. Men hvad med arveforskud til børnene, salg af jordisk gods og min begravelse? Jeg valgte ikke at gøre noget i første omgang, bortset fra at nedskrive ”min sidste vilje”, så mine pårørende ikke skulle være i tvivl om mine ønsker om begravelsen. Senere kom en mere mental fase, hvor jeg forestillede mig dødsprocessen og søgte viden om, hvordan man kan forberede sig. Jeg hørte et inspirerende YouTube interview med forskeren Peter Fenwick, der via interviews med døende, pårørende, sundhedspersonale og mennesker med før-død oplevelser har forsket i, hvad der sker på den sidste rejse. Han pointerede især, hvor vigtigt det er at tage afsked – for alvor – med pårørende, venner og jordisk gods, hvis man ønsker sig en rolig død og blid rejse ind i døden. Det hjalp mig med at bekæmpe dødsfrygten – og igen hjalp det at få sat ord på i et digt:

Den savnede
Alle var samlet til højtiden,
og alt var normalt,
som sidste år, og forrige år.
Og dog, bedst som vi hyggede os,
slog tanken ned: “Der mangler én!”
Det første år var savnet stort,
så sløredes det.
Nye kom til, andre gik bort.
Hvad den dybere mening er,
skal jeg ikke kunne sige.

I skrivende stund, ca. 9 måneder efter ’dommen’, er dødstankerne kommet på afstand igen. ”Du kan leve mange år endnu”, sagde sygehuslægen jo fra starten, og det tror jeg mere og mere på. Da han sagde det, tænkte jeg, at han nok bare ville trøste mig, men faktisk føler jeg mig rask nu, og min kræft er gået i dvale. Mit PSA-tal er faldet til 0,2, og der er ikke kommet nye metastaser til. Der er givetvis en risiko for, at ”de røde djævle” begynder at rasere min krop igen, men det behøver ikke ske. Min kræftrejse har lært mig, at kombinationen af medicin, en sundere livsstil og et optimistisk sind har gode chancer for at holde kræften i ave. For nylig lovede jeg mit barnebarn på knap 1 år, at jeg også er her til hendes 10-års fødselsdag – og løfter skal man jo holde.

Nyttige links

Forskning i Car-T immunterapi på Rigshospitalet

Ny klinisk universitetsforskning i højdosis injektion af C-vitamin, igangsat i USA i 2018 efter afsluttede dyreforsøg

https://www.dr.dk/levnu/mad/kan-rugbroed-va-ere-et-middel-mod-prostatakraeft

http://diaetist-felding.dk/den-plantebaserede-kost

YouTube video med Peter Fenwick: What really happens when you Die | End-of-life-phenomena