Af Inge Kellermann, inge@helsemail.dk

Samtalen med Annie Træholt foregår i hendes og mandens fantastiske landsted med udsigt til rapsblomstrende marker og hvide hesteindhegninger ved Den Jyske Ås.

Stedet blev købt for tre år siden som en opfyldelse af en gammel drøm om at vende tilbage til barndommens land og have plads til de islandske heste, der har Annies og efterhånden også hendes mands store kærlighed.

”Det var ikke udelukkende en følge af kræftforløbet,” siger Annie, ”men selvfølgelig sætter en kræftsygdom tingene i perspektiv og minder en om, at livet pludselig kan tage en drejning.”
Til september afslutter hun et langt arbejdsliv med regnskab efter en periode med stress. Nu skal livet bruges på noget andet.

En kræftramt familie
Kræft har været en del af Annies familie gennem hele livet. Utallige familiemedlemmer er døde af forskellige former for kræft. Faktisk kan Annie ikke komme i tanker om familiemedlemmer – især på moderens side – der ikke er døde af kræft. Hendes egen mor lever dog stadig i bedste velgående i en høj alder.

Annie’s eget kræftforløb
I 2016 fik Annie diagnosen æggestokkræft.
Det første tegn på sygdommen var en stor hævelse på maven, som kunne bevæges frem og tilbage, som viste sig på en ferie med familien. ”Jeg var ikke i tvivl om, at der var noget galt. Jeg havde gennem et par år haft ondt i maven uden at gøre noget ved det,” fortæller Annie. Nu gik turen til egen læge, som straks henviste til nærmere undersøgelse på hospitalet, hvor der hurtigt blev gjort klar til operation. Ved operationen fandt de en ca. 13 cm stor, vandfyldt cyste. Den sprang, da den blev fjernet, og det viste sig, at der sad kræftceller på kanten af cysten, mens der ikke var kræft i selve cystevæsken.

Da hun skulle udskrives, faldt hun om nogle gange, og det viste sig, at et blodkar i bughulen var sprunget. Selvom hun var meget nervøs ved den udvikling, afslog hun en ny operation, og efter et par døgns overvågning blev hun udskrevet. Kræftlægen ville gerne give forebyggende kemo efter operationen, men også det afslog Annie efter nogen overvejelse. ”Jeg havde jo blod i bughulen og var usikker på, hvordan det ville reagere med kemo. Jeg havde læst mig til, at der var 2% chance for at få kræft af kemoen og sammenholdt med, at der ikke var kræft i de prøver, der var taget under operationen, var jeg ikke i tvivl om, at jeg ville aflyse kemobehandlingen. Det var en svær beslutning, men jeg har aldrig fortrudt den.”

I årene efter operationen gik Annie til kontrol et par år hos den samme læge, som havde opereret hende, men standsede, da hun syntes, at det gav for meget uro i kroppen op til kontrollen. Nu tjekker hendes egen læge niveauet af kræftmarkøren CA 125 en gang om året.

Tiden efter kræftforløbet
Annie har egentlig ikke været nervøs for tilbagefald, efter at hun stoppede med at gå til kontrol, men fik alligevel en CT-scanning for nylig, fordi hun følte, at noget var galt samme sted som før operationen. Det var der heldigvis ikke.

På mit spørgsmål, om hun har senfølger efter kræftforløbet, fortæller Annie, at det værste er, at hun har mistet både lyst og evne til sex på grund af en brændende og sviende følelse ved samleje. Det er dog en billig pris, når man har reddet livet, mener Annie. Hun mener desuden, at hukommelsen blev dårligere efter operationen, men måske kan der være andre årsager. Der har også været problemer med nattesøvnen, men det afhjælpes ved at tage CBD-olie, som hun har taget siden kræftoperationen.

Alligevel er Annie meget taknemmelig for den behandling, hun har fået og det liv, hun og manden lever i det nordjyske. Hendes lyse og optimistiske sind viser sig også ved, at hun købte sin første hest den dag, hun skulle opereres for kræft. I dag er der en flok på syv heste i folden.

Kostmæssigt har Annie ikke ændret så meget, for hun spiste i forvejen sundt med mange grøntsager. I dag spiser hun dog kun meget lidt kød uden at være fanatisk. Tanken var dengang som nu, at tarmene simpelthen ikke har godt af at skulle fordøje kød.

På spørgsmålet om der var noget, hun ville have gjort anderledes, konkluderer Annie med fast stemme, at det er der ikke. Hun føler faktisk, at hun har fået livet forærende hele to gange. Nu er fokus på livskvalitet og bestræbelserne på at nyde hverdagen.