Af Inge Kellermann, inge@helsemail.dk

Kan kræftpatienter med senfølger få et bedre liv ved at erstatte deres konventionelle medicin med medicinsk cannabis?

Det vil et nyt spændende forsøg, forsøge at give et svar på. Det er den kendte smertelæge Tina Horsted, i samarbejde med firmaet DanCann Pharma, der med studiet ønsker, at skabe mere opmærksomhed om den potentielt gavnlige effekt af behandling med medicinsk cannabis. Der er stadig mange læger, der tøver med at udskrive medicinsk cannabis til deres patienter, fordi de ikke føler, at de ved nok om det til, at tage ansvaret for behandlingen. Tina Horsted håber med dette studie, at kunne dokumentere effekten på især patienternes smerter.

Hvordan fandt man forsøgspersonerne?

Forsøgspersoner er fundet ved henvendelse til patientforeninger, bl.a. ”Senfølger efter kræft” og det var ikke svært at finde de 30 personer, der indgår i undersøgelsen. De er alle plaget af smerter i varierende grader, og de fleste får allerede smertemedicin. Deltagerne får en såkaldt Apple Watch, hvor de indtaster deres niveau af smerte, kvalme og hovedpine, når det forekommer. De kan indtaste flere gange om dagen, når de mærker symptomer.

Hvilken form for medicinsk cannabis får patienterne?

Patienterne får topskud – Bediol, Bedrocan Bedica eller Billinol, som de enten brygger te af eller vaporiserer, dvs. bruger en slags fordamper, hvor planten ikke brændes som i en joint, men hvor man kun indtager dampen.

Forsøgets formål og metode

”Det er meget vigtigt at vise, at medicinsk cannabis har en positiv indflydelse på ”sekundære effekter” – som regel defineret som ”livskvalitet,” forklarer Tina Horsted i en pressemeddelelse til Ritzau.dk den 12. september 2022. ”Derfor lægger vi også stor vægt på data som søvnmønstre, niveau af aktivitet, niveau af træning og EKG, der alle er datapunkter, som urene sender automatisk, uden at patienterne skal bekymre sig om, at taste noget ind. Vi forventer derfor at kunne vise, at selvom medicinsk cannabis måske ikke har en direkte helende effekt på selve indikationen, så er det i langt de fleste tilfælde med til at lindre patientens smerter, så han/hun sover bedre, bevæger sig mere og generelt får en forhøjet livskvalitet, fortæller hun.”